Holger Kvist Fonden

blev stiftet i 2009 på baggrund af et ønske fra Holger H. Kvist. Holger ønskede, at der ved hans død skulle stiftes en fond i hans navn.

Formålet er at støtte almennyttige, danske kulturelle og kunstneriske formål, herunder dansk design og møbelkunst.

Holger Kvist Fonden er af den opfattelse, at der kan støttes på mange måder. Derfor blev det besluttet at omdanne det af fonden ejede store palæ i Frederiksgade 1 til et designhus af samme navn: FREDERIKSGADE 1.

Gennem designhuset FREDERIKSGADE 1 ønsker fonden indirekte at støtte op om danske designere herunder nye talenter, møbeldesignere og producenter samt kunsthåndværkere, ved at samle nogen af de bedste under samme tag.

Der uddeles legater hvert andet år. Legatmodtagerne udvælges af fondsbestyrelsen. Det er ikke muligt at søge et legat. Legaterne tildeles med udgangspunkt i fondens formål. Man kan indstille en person/institution eller lign. til modtagelse af legat, og for så vidt at den indstillede persons/institutions virke falder inden for fondens formål, vil der være mulighed for at få et legat. Legaterne uddeles i efteråret i alle ulige år. I forbindelse med uddelingen afholdes en mindre reception.

Følgende har modtaget legater fra Holger Kvist Fonden:

2011     Fotografen Kitte Fennestad,
              pengelegat.

2011     Snedkermester Bernhard Diekmann,
              pengelegat.

2013     Mads Kjærsgaard Johansen,
              pengelegat.

2013    Glaskunstneren Jeannet Iskandar,
             pengelegat.

2015 & 2017  
             Grundet de udfordringer som Holger Kvist Fondens
             virksomheder er påvirket af, mens byggeriet af
             metrostationen ved Marmorkirken står på, vil 
             der ikke blive uddelt legater før 2019.

 

Hvem var Holger H. Kvist – han var en særlig mand. Den spændende utraditionelle jyske handels- og møbelmand, som startede og drev sit livsværk nyt i bo i København i tiden fra 1969 indtil sin død 19. november 2008. Holger arbejdede stort set lige til det sidste, og døde i en alder af 82 år.

Han blev født d. 22. august 1926 i Kragelund lige vest for Egtved i Midtjylland. Her voksede han op i en lærerfamilie med sine to søskende, hvoraf Holger var mellemste barn. Som voksen kom Holger i lære i møbelforretningen AL Johansen i Kolding. Her blev han uddannet møbelsælger og arbejdede efter sin uddannelse som sådan nogle år i forretningen.

Efter nogle udlandsrejser følte Holger, at det jyske af flere forskellige årsager var blevet lidt for trangt for ham, og han flyttede derfor til København. Som den handelsmand han var, skabte Holger - sammen med sin ven arkitekt Aksel Dahl - en legeplads for dem begge i nyt i bo.

For Holger var det en leg at betjene kunderne, så de med garanti blev tilfredse. Holger elskede at vejlede kunderne frem til det rigtige køb. Skulle der en sjælden gang være en kunde, der ikke var tilfreds, så var det en ”ommer”. For Holger var det afgørende, at kunden var glad for sit køb. Holger var en dygtig handelsmand og fik skabt sig en flot møbelforretning i nyt i bo i København. Op igennem 1970érne og 80érne blev nyt i bo landskendt for sin helt egen stil – det nu næsten ikoniske massive limtræsbord, den minimalistiske fyrtræsbriks, de massive kvadratiske bogkasser, alt sammen gedigent snedkerarbejde lavet i massivt fyrretræ. En helt særlig stil, som stadig kendetegner nyt i bo.

 

Bestyrelsesmedlemmer i Holger Kvist Fond:

Ingrid Heltberg Hjerresen (fondsbestyrelsesformand)
Christian Sinding (advokat)
Christine Ingerslev (direktør)
Anders Hay (direktør) 

bubblemedia